Søndagsreflektion

5. Søndag efter Påske

Salme: 414 Den mægtige finder vi ikke


Evangelium til 5. søndag efter påske

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,  ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.  Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.  Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.  Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.  For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine;  alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.  Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Johannesevangeliet 17,1-11

 

Refleksion

Dette er en særlig passage hos Johannes; den kan godt være svær at holde fokus i. Jesus taler og taler, og ordene gentages og flettes ind og ud mellem hinanden som slyngplanter, der snor sig; som de tallerkensmækkere, vi skal til at så i haven: Det er svært at se, hvor stilkene begynder eller ender. Men hele tiden fastholdes dog: Forbindelsen mellem Gud og Jesus og de mennesker, Gud har givet ham. Vi hører sammen, siger Jesus. Igen og igen. Så man kan blive helt svimmel, når man læser, eller ukoncentreret, når man lytter til det. Det er en bøn. Og i den får vi t vide, at det evige liv er at kende Gud og ham, som han har sendt, Jesus Kristus. Dvs. kende, elske, forsøge at leve i den vision, Jesus giver os. – Og nu er hans gerning fuldført, siger han, og han går til Faderen. Det sker Kristi himmelfartsdag. Og så er det op til os! Men adskilte er vi ikke: Jesus i os og vi i ham og han i Faderene og Faderen i ham…

 

Bøn

Herre Jesus Kristus!

Vi bøjer os i undren og taknemmelighed for dig,

fordi du så vor nød og kom os til hjælp;

du bad for os og lærte os at bede,

og du gav dit liv for at vi skulle leve.

I dig ser vi, hvor dyb Guds kærlighed er,

at Gud er vor himmelske Far,

der evigt søger at samle sine elskede børn.

Lad os aldrig forvilde os bort fra dig,

men lad din Ånd virke i os,

så også vi beder for verden, som du gør det,

at den må blive udfriet

og finde glæden ved at høre dig til.

(Holger Lissner)

 

Salme: 56 Jesus er navnet mageløst

Søndagen/Reflektion

4. Søndag efter Påske

Salme: 722 Nu blomstertiden kommer

 

Evangelium til 4. søndag efter påske

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.  Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«  Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,  og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt.  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Johannesevangeliet 8,28-36

 

Refleksion

Det siges, at en løgn kan genkendes på, at personen, der kommer med den, siger det samme igen og igen (”Jeg har ikke noget med det at gøre!”) – løgneren gentager den samme formulering. Hvorimod den, der siger sandheden, godt kan variere sine udsagn. – At løgneren gentager sig, skyldes, at løgnen kræver kræfter; man skal bruge energi og fokusere på at huske at få sagt det, som ikke passer. Løgnen er en anstrengelse. Det er sandheden ikke. Sandheden gør fri, siger Jesus. - Hvilken evangelisk sandhed er det, som gør fri? – Det kunne jo være: Sandheden om, hvem vi i virkeligheden er: Vi er Guds, Guds børn, hans arvinger (”som bliver i huset”), vi er de tilgivne. – Og vi er ikke kun det, der ses på overfladen; det, som vor status i samfundet tilsiger, vores position, uddannelse, arbejde, gæld, gerninger, civilstand eller lignende tilsiger. Nej, vi er Guds. Og det er der frihed i: At vi yderst og sidst er Hans. Og altid elskede.

 

Bøn

Herre, vi vil så gerne tro, at vi har en fri vilje,

Aa vi kan handle frit og ubundet.

Men når vi ser Jesus, der hvilede i din kærlighed

og kun lod sig lede af den,

da må vi erkende,

at vi dybt i vort væsen er bundet af noget,

som ikke er fra dig.

Derfor beder vi dig: Udfri os!

Overvæld os med din kærlighed!

Lad din ånd strømme så frit igennem os,

at den tager magten i os,

og vi bliver fri til at gøre det, du vil,

til at elske vor næste

og tro og tjene dig

og din elskede søn, Jesus Kristus.

For han er vor frelser

fra evighed til evighed.

 (Holger Lissner)

 

Salme: 667 Skulle jeg dog være bange?

Store Bededag

Salme: 588 Herre, gør mit liv til bøn

 

Evangelium til bededag

Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.  For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.  Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød,  eller give ham en slange, når han beder om en fisk?  Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.  Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!

Matthæusevangeliet 7,7-14

 

Refleksion

Bøn og stilhed hører sammen. Derfor siger Jesus også et sted: ”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader…” Bøn og stilhed hører sammen. I stilheden kan meget melde sig – af hvad vi nu end  går og tumler med – men det, der melder sig, er måske mest af alt: Det væsentlige. Det vigtige. Det kan få plads, når larmen er borte, og vi kan høre efter; når vi kan lytte indad og udad, og når sansen for tilværelsens dybde-dimension melder sig. Der er en længsel, vi alle rummer, også selvom vi ikke tror det; længslen efter Gud: ”Søg, og i skal finde”, siger Jesus. Gud er. Gud er dit hjerte. Han bor i stilheden. Han taler i Jesus Kristus. Og han har kun gode ønsker for dig: ”Når I kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene…” Stol på din længsel! Og gå ind i dit kammer.

 

Bøn

Gud, når vi lukker af for dig,

gør vi livet trangt og fattigt for os selv og andre;

men når du ånder på os, da lever vi,

da glædes vi ved det, du finder glæde i.

Vi beder dig:

Ånd på os, så vi kan bede,

rør ved vore øjne, så vi kan se,

tal til os, så vi ved, hvad vi skal gøre.

Du ved, hvad vi trænger til,

og favner os med den kærlighed,

der varer fra evighed til evighed.

 (Holger Lissner)

 

Salme: 234 Som forårssolen morgenrød

3. Søndag efter Påske

Salme: 613 Herre, du vandrer forsoningens vej

 

Evangelium til 3. søndag efter påske

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?  Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.  Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.”

Johannesevangeliet 14,1-11

 

Refleksion

Huset med de mange boliger – det er et dejligt billede på Guds Rige, Guds virkelighed. Ofte har vi mennesker travlt med at afgrænse os, sige stop, sætte grænser og skille nogen eller noget ud. Hos Gud er det ikke sådan, siger billedet af huset med de mange boliger: Hos Gud er der plads.

I kirken – i det store, stille rum, som vi savner at være i – er der også plads. Plads til at mærke sig selv; der er ro, så vi kan høre Guds ord til os; og i kirken er der også rum til, at ordene må være lidt større end dem, vi bruger til hverdag; Måske kunne man sige, at Gud er den, der skaber plads; at frelsen er at blive sat et sted, hvor der ingen begrænsninger er, og Guds rige er der, hvor der er rum til livets udfoldelse. 

”I min faders hus er der mange boliger: Jeg går bort og gør en plads rede for jer,” siger Jesus. Hvor Jesus end kom, fik livet plads: Mennesker blev hevet ud af det, der begrænsede dem hver især; Jesus helbredte syge, han helbredte blinde, han gjorde oprør, hvor mennesker holdt hinanden nede, og hvor de svage blev undertrykt; og han tog imod alle, der kom til ham. Hans barmhjertighed befriede mennesker, der var spærret inde, og skabte plads for livet hos dem, der var trængt. Med ham fik livet plads – som vi ved, det skal have for at trives. Hans frelse er som et stort hus med mange boliger – så er der også en krog til os at være i!

 

Bøn

Herre Jesus Kristus!

I disse forårsdage,

hvor blomster og blade folder sig ud

som en lovsang til skaberen,

håber vi på dig,

For selv om vi er omgivet af Guds herlighed,

skal der så lidt til,

før vi fyldes af uro og frygt.

Gør os åbne for den vej, du gik,

og den sandhed, du lærer os.

Lad os altid kunne kende dig,

så vi følger dig, hvor du end går,

du, som er vejen til Gud

og sandheden om livet

fra evighed til evighed.

(Holger Lissner)

 

Salme: 233 Jesus lever, graven brast

2. Søndag efter Påske

Salme: 238 Det er så sandt, at ingen så

 

Evangelium til 2. søndag efter påske

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Johannesevangeliet 10,22-30

 

Refleksion

Det er næsten som et digt, det Jesus siger:

”Mine får hører min røst,

og jeg kender dem,

og de følger mig,

og jeg giver dem evigt liv...”


Man kan have lyst til at sige de ord mange gange for sig selv. De er smukke som et digt, og der er trøst i dem. – Nu ved vi jo ikke, hvordan Jesu røst lød sådan rent klangligt, men hans stemme kender vi, når vi hører den: Der er noget i hans stemme, vi kender og genkender, når han taler og viser os, hvem vi er: Fx når han fortæller lignelsen om den fortabte søn og vi ser, at der er to fortabte: Også storebror, som er ved at gå til i sammenligningen og misundelsen, da han ser, hvordan lillebrors hjemkomst fejres. Eller når Jesus viser os, at vi har så travlt med andres fejl: ”Hvorfor ser du splinten i din bror øjne, men ikke bjælken i dit eget?” siger han.


Så kender vi hans røst. For han taler sandhed, og sandheden genkender vi. – Og det gør vi også, når han viser os Guds kærlighed og siger: ”I min Faders hus er der mange boliger” eller ”Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” Så kender vi hans røst, og vi genfinder tilliden til, at alt er godt; at livets inderste magt er god. Vi finder plads til at leve, når vi hører hans røst. Han leder os på vej; han er hyrden.


Bøn

Herre Jesus Kristus!

Du ved, at tvivlen kan gribe os,

at sære tanker driver deres spil med os

og truer med at føre os bort fra dig.

Så mange ord hører vi,

så mange ting ser vi,

men hvem vi skal tro

og skænke vores tid og kærlighed,

står ikke altid klart for os.

Derfor beder vi dig:

Bliv ved med at kalde på os, Herre!

Lad os høre din stemme så klart, at vi følger dig.

For hos dig hører vi til,

og i dig er livet, du gode hyrde,

fra evighed til evighed.

(Holger Lissner)

 

Salme: 662 Hvad kan os komme til for nød

1. Søndag efter Påske

Salme: 408 Nu ringer alle klokker mod sky

 

Evangelium til 1. søndag efter Påske

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«  Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«  Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!  Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«  Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannesevangeliet 21, 15-19

 

Refleksion

Dagens evangelium er en smuk fortælling om tilgivelse. Den opstandne Jesus møder disciple ved Tiberias sø, og de spiser sammen. Jesus taler da til Peter, og han spørger ham tre gange: ”Elsker du mig?” Til sidst bliver Peter ked af det. Det er, som om Peter må gå noget igennem: De tre gange, Jesus spørger ham, er som et ekko af de tre gange, Peter sagde: ”Jeg kender ham ikke” om Jesus, da han var taget til fange. Peter lever det igennem igen nu, - og så får han en opgave: ”Vogt mine får!” siger Jesus. Peter skal være leder for disciplene nu i den opgave, der ligger foran dem: Nu skal de ud i verden og fortælle om alt det, de har oplevet sammen med Jesus. I den opgave skal Peter have overblikket, drage omsorg for din andre og have opsyn – som en hyrde har det.


Fordi Jesus spørger tre gange til Peters kærlighed er det som om vi får understreget, at det altså er den Peter, der tre gange fornægtede Jesus, som nu er hyrden, lederen: Peter, som svigtede og fornægtede; ham kan Jesus bruge, ja, han skal endog have en ledende rolle. – Jesus kunne jo ellers have betakket sig; han kunne have været vred eller have fundet sig nogle andre til det, han ville have gjort. Men han vendte tilbage til netop de disciple, der havde svigtet ham, fornægtet ham, de, der var løbet deres vej, da det gjaldt. Nu kommer Jesus og sender dem ud i verden; han skal bruge netop dem. Deri ligger en tilgivelse. Nu er det, der er sket, bag dem; nu må det op og videre ud i verden. I gang. På den måde er tilgivelsen en opstandelse – til nyt liv; til en ny begyndelse.


Gud, lær mig, at tilgivelsen også gælder mig. Lær mig, at vi hører sammen, hvad der end sker; at intet kan stå imellem os, fordi jeg er din – nu og altid.

 

Bøn

Opstandne Herre,

du, som lever og vil, at vi skal leve.

Trofast er du, at du ser vores tvivl

og rummer vores svigt

og holder os fast som mennesker, du vil bruge.

Hos dig vil vi leve,

med dig kan vi dø,

og ved dig skal vi opstå til den herlighed,

hvor svigt, tvivl og skyld brænder til aske,

men glæden og kærligheden blomstrer i det evige lys fra dig.

Amen

(Holger Lissner)

 

Salme: 249 Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen

Kontakt os

Graver: 59 30 40 49 telefontid 12.30-13

Sognepræst: 59 30 22 68 (træffes ikke mandag)

Sekretær: 59 30 22 68 torsdag 14-18

Graver: SEND MAIL

Sognepræst: SEND MAIL

Sekretær: SEND MAIL

Cookies Websitet anvender ”cookies”, der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil el. tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Cookies kan ikke indeholde skadelig kode som fx virus. Det er muligt at slette eller blokere for cookies. Se vejledning: http://minecookies.org/cookiehandtering

Ok