Du er her: HomeLivets gangBryllup/Vielse
Bookmark and Share

Bryllup/Vielse

Kirkebryllup er både vielse og velsignelse af et par. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som vielse på rådhuset.

Når I skal vies er der nogle ting, I skal huske. Bryllup skal aftales, I skal have en prøvelsesattest, I skal finde ud af, hvad I fremover vil hedde, der skal være vidner, og I skal have en samtale med præsten.

Aftal bryllup

I skal aftale tidspunktet for jeres bryllup med kirkens præst. I kan blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller i en anden kirke, I har tilknytning til. Henvend jer til præsten eller kirkekontoret, hvis I vil vide, om I opfylder kravet om tilknytning til kirken. I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem.

Har man ikke folkeregisteradresse i Odsherred kommune, skal der betales et gebyr på kr. 2.000,- som betales, når regningen modtages.

Samtale med præsten

Før brylluppet skal I have en vielsessamtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup. Det er også her I kan aflevere jeres prøvelsesattest samt oplyse om navne og adresser på jeres vidner.

Prøvelsesattest

Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring og aflevere den til kommunen for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen.

Hvilke dage kan man blive viet?

I Højby kirke kan vielser finde sted på alle dage bortset fra mandag, der er fridag samt langfredag.

Nyt navn?

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Hvis navneændringen skal gælde fra jeres bryllupsdag, skal I senest 15 dage inden vielsen sende blanketten "Navneændring på bryllupsdagen" til jeres kirkekontor eller præst. Blanketten findes på Personregistrering.dk. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring.


 

 

Højby Kirke fotoalbum

Free business joomla templates